Henrik og jeg rejste lidt spontant ned for at se Andelshotellets nyeste projekt i Bolnuevo, tæt på Mazarrón her i uge 19 i starten af maj.
 

Vi havde længe planlagt, at vi skulle til Coracao vores andelsforening i Portugal i uge 18, men portugiserne havde lukket landet for europæere for at holde Corona-smitten nede.
Vi rejste fra Billund til Alicante. Vi skulle selvfølgelig kunne fremvise en negativ coronatest før afrejsen, og dertil kom, at vi online skulle udfylde en blanket med oplysninger om, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle bo.

Når blanketten var udfyldt, fik vi pr. mail, en QR-kode tilsendt.
Turen fra Billund til Alicante gik glat, vi rejste med Ryan, som viste sig fra sin bedste side. Ingen problemer ved check-in, man skulle ikke engang fremvise sin coronatest men blev spurgt, om man havde QR-koden.

Ved ankomst til Alicante gik alt fint, i ankomsthallen skulle vi vise vores QR-kode, som blev bippet, og så var der ikke mere ved det. Det meget høflige personale i lufthavnen hjalp nogle få rejsende, som ikke havde fået lavet deres QR-kode hjemmefra.

Vel ankommet til en ret tom lufthavn i Alicante skulle vi så finde vores Avis udlejningsbil. Vi havde benyttet Andelshotellets nye aftale med Avis-Preferred. Vi havde lidt problemer med at finde Avis-kontoret, som ikke betjenes fra ankomsthallen, men fra parkeringsdæk 1, men selve udleveringen gik hurtigt, vi fik en helt ny Peugeot 208 SUV.

Så var vi i Spanien på ved mod Murcia og Bolnuevo, hvor vi ankom kl. 16.30 en dejlig solskinseftermiddag.
Vi havde lejet en lejlighed på Calle 4. Da vi gik ud på vores terrasse, var det første, vi fik øje på oppe mod et lille bjerg Andelshotellets lejlighedskompleks, i det efterfølgende kaldet Casa Blanca.

Vi måtte selvfølgelig starte med at gå op for at se det med egne øjne. Det var en lille tur op ad bakken, godt for lægmusklerne, alle Stigs projekter ligger på toppen af en bakke. Vi kunne med det samme se, hvad Adie og Stig var faldet for. Udsigten var fantastisk, ned over Bolnuevos lange sandstrand og over byen.

 

 

Huset på toppen – den bedste udsigt og meget stille. Casa Blanca ligger på en blind vej øverst i et villakvarter, men Casa Blanca trænger i høj grad til en kærlig hånd, eller nogle stykker. Stort set alle vinduer var fjernet, de fleste døre, køkkener og toiletter var smadrede, revet af og slået i stykker. Det var ikke svært at se at stedet havde stået tomt længe. Vi tog en masse foto både af den fantastiske udsigt og af den ramponerede ejendom.

Efter en rundtur i hele ejendommen, måtte vi have noget at styrke os på og finde et toilet. Vi gik ned af vejen, retning mod stranden og fandt først ca. 500 meter nede af vejen Cafeteria Lebeche – som desværre havde Coronalukket, tæt på lå Zaira Salones, men der var desværre også lukket, endelig ca. en kilometer fra Casa Blanca lå det, der blev vores stamcafe, et lille bageri med cafe, lige ved siden af sushi restauranten Manduko.

 

 

Indenfor 2 kilometer fra Casa Blanca ligger der 19 cafeer/restauranter.
Dagligvarer købes i Bolnuevo i Spar eller Dia, sidste åbnede, mens vi var i byen. Begge butikker er små, men velassorterede. I Spar har de en slagterdisk med friskt kød og pålæg, der bliver skåret på stedet. Afstanden fra Casa Blanca til supermarkederne er godt en kilometer.
På vej tilbage til vores lejlighed gik vi ad ”Kirkevejen”, som I ser, er kirkebænkene flyttet ud.

 

 

Bolnuevo – strandpromenade - det er søndag, og der er mange spanske familier på stranden, familietur med bedstefar og bedstemor.  Vi fulgte strandpromenaden mod højre, kom forbi Oasis de las Palmeras – hvor det blev fejret at udgangsforbuddet er blevet ophævet, masser at mennesker på terrasserne ud mod vandet. Efter en lang tur ud til den næste lille strand, var der tid til frisk orangejuice og is på Bolnuevos isbar.

Søndag var det igen tid til photoshoot. Det bliver aldrig vores ting :-) Kameraet i min telefon er for dårligt, gjorde horisonten med vand alt for smal og for langt væk, det kom aldrig til at ligne, det vi så i virkeligheden. Henriks telefon var lidt bedre, så vi fotograferede igen mandag med hans telefon.

Mandag var det også tid til at snakke med den murer, som vi havde fået anbefalet, Andrés hedder han. Han kom sammen med Theo, som var tolk, Andres taler udelukkende spansk. Vi fik forklaret Andrés, hvad vi gerne ville, at han skulle begynde med – oprydning på hele ejendommen og en kort mur med port, der lukker for adgangen i det nordlige hjørne. Theo begyndte at forklare, at man skulle have tilladelse fra kommunen, også bare til at rydde op, det kræver tilladelse at komme af med skraldet, så nu er vi ved at lære Spanien at kende.

Tirsdag havde Stig arrangeret at vi skulle mødes med borgmesteren, og Andrés havde fundet en tolk, borgmesteren begav sig ikke ud i samtaler på engelsk, men blev glad da vi fortalte, at Stig er i gang med at lære spansk :-).  Tilstede ved mødet var Henrik og jeg, vores tolk, borgmesteren, en formand for Urbanisering og en sekretær. Borgmesteren fortalte mange ting. Vi fortalte, at vi var glade for at være kommet til området, og der var stor gensidig glæde over at ejendommen nu bliver sat i stand.

 

 

Efter mødet gik vi en tur i Mazarrón. Byen er en blanding af gammelt og nyt. Rådhuset var helt nyt og lige ved siden af lå en gammel kirke.  Der ligger også en gammel ruin Castillo et eller andet. Der er ca. 5 kilometer fra Bolnuevo til Mazarrón. I Mazarrón er der masser af butikker og marked om lørdagen. Puerto Mazarrón er havnebyen, hvor det livlige turistliv leves. Her er masser at restauranter, butikker og liv i gaden. Fra Bolnuevo er der godt 5 kilometer til centrum af Puerto Mazarrón, man kan gå langs strandpromenaden og 50 meter på stranden, så er man på Puerto Mazarróns strandpromenade.

Onsdag startede vi med endnu en tur op til Casa Blanca, denne gang for at mødes med arkitekten Pepe og murermester Andrés. Pepe havde vi tilfældigt ”fundet”, da vi var i Mazarrón for at blive covidtestet. Pepe er en ung fyr, der taler godt engelsk, så det lettede kommunikationen en del. Pepe vurderede, at betonkonstruktionerne var af en usædvanlig høj kvalitet efter hans erfaring. 
Efter mødet med Pepe og Andrés ville Henrik og jeg kigge lidt på de umiddelbare vandremuligheder. Vi havde allerede ved første besøg på Casa Blanca set et skilt, der indikerede vandrerute.
 
De vidste sig dog, at ruteangivelsen var den eneste på vores vej, men vi fandt alligevel en fin rute op af bjerget og ned på den anden side, hvor vi landede lige ved nudiststranden. Den havde vi nu besøgt tidligere uden at se nudister.

 

 

På vores lille vandretur var der mange fine udsigter.

I kan glæde jer!

Susanne og Henrik